Karl Tomms spørgsmålstyper
Når vi stiller spørgsmål, inviterer vi til et svar. Et spørgsmål inviterer ind i en bestemt verden og udelukker for et øjeblik andre verdener. Spørgsmål er derfor et middel til at skabe læring, udvikling, fremdrift og forandring i i andre menneskers tankebaner. I denne optik er spørgsmål altid en intervention.
At stille spørgsmål er en særlig kommunikationsform. Spørgsmål har stor kraft, for vores sociale normer for kommunikation byder os, at vi svarer – at vi responderer i kommunikationen. Vi responderer i tilknytning til den verden, som spørgsmålet har bragt os ind i, og derfor er det vigtigt at overveje grundigt, hvorfor, hvordan og om, hvad vi spørger.
Karl Tomms forskellige spørgsmålstyper er et nyttigt værktøj at bruge i samtaler, der har intentioner om at være med til at skabe læring, udvikling, fremdrift og forandring hos andre mennesker og i organisationer. Hans spørgetypemodel er bygget op over to akser: hensigtsaksen og antagelsesaksen ud fra følgende overvejelser:
Vi vil altid have en hensigt med at stille spørgsmål, bevidst eller ubevidst. I spørgetypemodellen illustreres dette på hensigtsaksen, der i den ene ende af aksens kontinuum viser sig som orienterende spørgsmål, der i sin substans er fortidsrettede og i den anden ende viser sig som påvirkende spørgsmål, der i sin substans er fremtidsrettede.
Vi har også altid antagelser bag vores spørgsmål. I spørgetypemodellen illustreres dette på antagelsesaksen, der i den ene ende af aksens kontinuum har lineære spørgsmål, og i den anden ende har cirkulære spørgsmål. Bag de lineære spørgsmål gemmer sig en antagelse om at fænomener kan forklares ved hjælp af en årsag-virkning logik og bag de cirkulære gemmer sig en antagelse om, at mange faktorer gensidigt påvirker hinanden.
Når hensigtsaksen og antagelsesaksen lægges oven på hinanden, får vi fire kvadranter af fire forskellige spørgsmålstyper, som Karl Tomm har beskrevet som lineære, cirkulære, refleksive og strategiske spørgsmål. De fire spørgsmålstyper hører hjemme i hvert sit kvadrant i spørgetypemodellen.
Du vælger en tematik, som samtalen skal fokuserer på. Dette kan med fordel gøres i et samspil med fokuspersonen/-personerne. Når du planlægger og gennemfører interventionen/samtalen, kan du med fordel tænke i at du har forskellige roller i de forskellige kvadranter. Rollerne vil være med til, at dine forskellige spørgsmål fremelsker forskellige svar:
1. Detektiven-rollen, hvor du stiller lineære spørgsmål som fx hvad er problemet? Hvornår opstår det i særlig grad? Hvad gør du/I så, når det opstår?
2. Antropolog-rollen, hvor du stiller cirkulære spørgsmål som fx, hvilke grunde har XX til at gøre, som hun gør? Hvis jeg var en flue på væggen, hvad ville jeg ikke kunne undgå at lægge mærke til? Hvad vil være dit drømmescenarie?
3. Fremtidsforsker-rollen, hvor du stiller refleksive spørgsmål som fx forestil hvordan verden vil se ud, hvis problemet er løst?
4. Kaptajn-rollen, hvor du stiller strategiske spørgsmål som fx kunne det være idé hvis? Hvad vil du konkret gå hjem og gøre?
Du kan med fordel have en struktur for samtalen, der bevæger sig fra 1-4. Der kan dog være behov for fx at gå tilbage fra 4 til 1, men vær opmærksom på når du skifter spørgsmålstype. Det er også en god ide, at gøre fokuspersonen/-personerne løbende opmærksom på, hvilken kategori, som I befinder jer i, for at skabe bevidsthed om svarene, der gives.
Når du er i interventionen/samtalen, så vær opmærksom på at lytte i stedet for at tale. Din taletid er udelukkende knyttet til at stille spørgsmål. Det betyder, at du skal afholde dig fra at kommentere og vurdere de svar, som du får. Dette for, at du giver fokuspersonen/-personerne mulighed for at udfolde sit/sine svar, og at du kontinuerlig sætter scenen, så spørgsmålene opleves som relevante og nærværende.
Karl Tomms spørgsmålstyper tager afsæt i den videnskabsteoretiske tradition, der hedder systemteorien. Ifølge systemteorien er alt systemer, fx er mennesket et psykisk system, der opererer ved bevidsthed og relationer er et socialt system der opererer ved kommunikation. Systemerne er lukkede for hinanden, de er selvrefererende og autopoietiske, men deres logikker og mønstre styres og ændres samtidig ved stimuli fra hinanden.
At bedrive samtalekunst eller samtalehåndværk inden for denne tradition fordrer derfor en (etisk) opmærksomhed på hvorfor der spørges, hvordan der spørges og om, hvad der spørges. I lyset af dette er evnen til at stille “gode” spørgsmål en kernekompetence, der kan læres gennem viden og øvelse.